Air India har øget sin historisk store ordre hos Airbus til i alt 350 fly. Dermed har det indiske Star Alliance-selskab samlet bestilt 570 fly hos Airbus og Boeing i løbet af blot 22 måneder.
I februar sidste år kunne Air India offentliggøre en af de største flyordrer nogensinde, da selskabet bestilte tilsammen 470 fly hos Airbus og Boeing.
Nu har det indiske Star Alliance-selskab været på juleshopping i Toulouse, og her er der indgået en kontrakt om køb af yderligere 100 fly fra den europæiske flyproducent.
I denne omgang har Air India valgt 90 kort- og mellemdistancefly i A320-familien samt 10 A350-langdistancefly. Dermed er den samlede ordre fra 2023 på 250 Airbus-fly øget til 350 fly. Samlet bliver det således 300 fly i A320-familien og 50 fly i A350-serien.
“Disse yderligere 100 Airbus-fly vil hjælpe med at positionere Air India på vejen til større vækst og bidrage til vores mission om at opbygge Air India til et flyselskab i verdensklasse, der forbinder Indien med alle verdenshjørner,” siger Natarajan Chandrasekaran, bestyrelsesformand hos Air India og ejeren Tata Sons.
Har fået 41 af 470 nye fly
Det samme vil være tilfældet fra Boeing, hvor Air India har fået leveret 35 af de 220 fly, der blev bestilt i februar sidste år. En ordre, der bestod af samt 190 Boeing 737 MAX 8/10, 20 787-9 Dreamliner, og 10 777-9.
Air India har valgt Rolls-Royce Trent XWB-84-motorer til sine A350’ere, mens det bliver LEAP 1-A-motorer fra fransk-amerikanske CFM International, der skal drive flyene i A320-familien.
Den tidlige julegave fra Air India har da også vakt glæde hos Guillaume Faury, der er koncernchef hos Airbus.
“Efter personligt at have været vidne til den formidable vækst i den indiske luftfartssektor i de seneste måneder, er jeg glad for at se Air India forny sin tillid til Airbus med denne ekstra ordre på både vores A320-familie og A350-fly. Gennem dette fortsatte partnerskab er vi forpligtet til at støtte succesen med Air Indias ‘Vihaan.AI’ transformationsplan under Tatas vision og ledelse.”
Relaterede artikler: