Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Nyt CPH-selskab vil have penge på forhånd

Rejsebureauer skal betale penge på forhånd til Air Sweden for at få lov til at sælge billetter til selskabets kommende ruter fra København. Danmarks Rejsebureau Forening har aldrig hørt om noget lignende og fraråder bureauer at betale.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 16.01.2013 kl. 00.00

Den 28. februar går det nordsvenske luftfartsselskab Air Sweden i luften med et ambitiøst trafikprogram med Københavns Lufthavn som omdrejningspunkt. Fire gange om ugen vil Air Sweden med Airbus A320-fly flyve fra Umeå i Nordsverige til København. Herfra vil selskabet flyve videre til Amman i Jordan, Beirut i Libanon og Skopje i Makedonien henholdsvis en, en og to gange om ugen.

For at få lov til at sælge billetter til selskabets flyvninger, skal danske rejsebureauer punge ud med mellem 50.000 og 500.000 svenske kroner til selskabet – inden én eneste billet er solgt – for senere at kunne få salgskommission. Det fremgår af materiale sendt fra Air Sweden til en række danske rejsebureauer. Et materiale, som CHECK-IN.dk er i besiddelse af.

For 50.000 svenske kroner får et rejsebureau lov til at sælge billetter for 52.500 kroner og score en provision på fem procent. Hvis man i stedet lægger 500.000 svenske kroner på forhånd, så får man som rejsebureau mulighed for at sælge billetter for 600.000 kroner og score en provision på 20 procent.

Ikke hørt om før


Set-up’et er dog ikke noget, der vækker begejstring hos Danmarks Rejsebureau Forening.

”Det er ikke en konstruktion, som jeg bryder mig om. Selvom der øjensynligt er en rimelig provision på salget, så er der tale om et lån til et flyselskab, som man ikke en gang er sikker på går i gang med at flyve det trafikprogram, som de har planer om,” siger direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening.

”I de 10 år jeg har været i Danmarks Rejsebureau Forening har jeg ikke før hørt om en sådan konstruktion i rejsebranchen,” siger Lars Thykier, der på det kraftigste fraråder rejsebureauer at punge ud.

”Med de mange konkurser blandt flyselskaber på det sidste, vil det ikke være smart at låne penge til et flyselskab, som måske ikke kommer til at gennemføre de flyvninger, som de lægger op til,” siger Lars Thykier.

København fremfor Stockholm
Air Sweden havde oprindeligt en plan om at flyve fra Umeå og Arvidsjaur til Stockholm Arlanda. Men udsigten til hård konkurrence med SAS og Norwegian fik selskabet til at kaste sin kærlighed på Københavns Lufthavn i stedet.

Air Sweden har rødder en del år tilbage i svensk luftfartshistorie. Fortidens aktiviteter har dog ikke altid været lige succesfulde. Det startede i 1996 med selskabet Reguljair, der med en mindre Embraer EMB-100 Banderainte fløj ruteflyvning i Nordsverige og postflyvning til Stockholm. I 1999 fulgte man op med en udenrigsrute fra Umeå til Vasa i Finland, men året efter gik selskabet konkurs.

Få måneder senere genopstod selskabet under navnet Nordic Airlink. I 2003 købte Finnair 85 procent af selskabet, som blev splittet op i to. Finnairs halvdel blev til lavprisselskabet FlyNordic, der blandt andet forsøgte at udfordre SAS på København – Stockholm. I 2007 blev selskabet købt af Norwegian.

Den anden halvdel af selskabet fløj videre under navnet Nordic Leisure, og udførte charterflyvninger til Sydeuropa. I 2006 skiftede selskabet navn til Nordic Airways og i januar 2009 gik selskabet konkurs. I december 2009 genopstod det under navnet Air Sweden.

Det var onsdag ikke muligt for CHECK-IN.dk at komme i kontakt med Air Sweden’s direktør Stig-Erik Dahlberg. Selskabet vil på et pressemøde i København i dag fortælle mere om sine planer i Københavns Lufthavn.

Læs også:
CPH får to nye interkontinentale ruter
Svensk charterselskab vil gå rutevejen

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Nu rejsemulighed til Bangkok via Warszawa

Nyhedskategorier

EASA: Vigtigt med åbenhed om mentalt helbred

Hændelser

Dansker blandt tre dræbte i flyhavari i Schweiz

Økonomi

Lufthansa betaler 7,7 milliarder kroner for TAP-andel

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.