Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Wizz Air vender jyder ryggen

Wizz Air ekspanderer i Norge mens den tidligere interesse for Jylland er kølnet af. Dialogen med Aalborg Lufthavn er stoppet, og i Billund har selskabet ikke søgt landingstilladelser til sommeren 2013.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 07.01.2013 kl. 00.00

Fra slutningen af marts åbner det øst- og centraleuropæiske lavprisselskab Wizz Air to nye ruter fra Bergen i Norge til Poznan og Riga. Dermed fortsætter selskabet med at styrke sin tilstedeværelse i Norge, hvor Wizz Air har 23 ruter fra seks lufthavne. Samtidig har selskabet 16 ruter fra tre svenske lufthavne – her i blandt Malmø Sturup.

Til gengæld flyver selskabets lilla fly fortsat helt uden om Danmark. Og noget tyder på, at de bliver ved med det et stykke tid endnu.

“Vi er i dialog med flere regionale lufthavne, men vi skal lige lære trafikmønstrene fra Danmark til Øst- og Centraleuropa at kende,“ sagde Wizz Air’s stifter og direktør, Jozsef Varadi, i september sidste år til CHECK-IN.dk.

I Aalborg Lufthavn har man tidligere været i dialog med Wizz Air. Men det er forbi nu. Det samme billede tegner sig i Aarhus Lufthavn. Det er ellers en lufthavn, som Wizz Air tidligere har stiftet bekendtskab med. Fra marts til september 2011 fløj Wizz Air to gange om ugen mellem Gdansk i Polen og Aarhus Lufthavn.

I Billund har man stadig kontakt til det øst- og centraleuropæiske lavprisselskab, der har et hav af større og mindre baser i lande som Polen, Ungarn, Bulgarien, Rumænien og Ukraine. Men dialogen har stået på i adskillige år, og er ikke mere konkret end dialogen er med så mange andre selskaber.

Wizz Air har da heller ikke søgt om landingstilladelser i Billund Lufthavn i sommerprogrammet 2013.

Alt for høje priser


Selskabet har til gengæld søgt om landingstilladelser i Københavns Lufthavn. Fra 2. april til 26. oktober ønsker selskabet at flyve tre gange om ugen med en Airbus A320 mellem København og Debrecen i Ungarn. Og fra 31. marts til 25. oktober ønsker selskabet at flyve fire ugentligt til den rumænske by Arad.

Det er dog tvivlsomt om landingstilladelserne nogensinde vil blive taget i brug. For som sent som i september sidste år afviste selskabet at sætte sine landingshjul i København. I hvert fald så længe Wizz Air ikke kan få store rabatter.

”Priserne i Københavns Lufthavn i dag er alt for høje. Hvis de kan komme op med et kommercielt interessant produkt, så er vi naturligvis villige til at se på det,“ sagde Jozsef Varadi til CHECK-IN.dk.

Det har ikke været muligt at få en aktuel kommentar fra Wizz Air om selskabets planer med landingstilladelserne i København.

Læs også:

Wizz Air afviser CPH og snakker med jyske lufthavne

Del artiklen:

Relaterede artikler

Trafiktal

Aalborg Lufthavn holder fast i passagerfremgang i 2026

Ruter

Jettime også på vingerne for Air Greenland i 2027

Debat

En mere bæredygtig luftfart kan blive Danmarks næste styrkeposition

Økonomi

Wizz Air skruer ned for væksttempoet

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.