Annonce
Køb abonnement Log ind
Produkter

CPH bygger videre i Terminal 3

En gangbro og en tilbygning bliver næste etape i ombygningen af Københavns Lufthavns Terminal 3, der har stået på i knap et år og varer mindst et halvt år mere.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 29.12.2017 kl. 00.00

Hvis de flere millioner passagerer, der hvert år passerer gennem Københavns Lufthavns Terminal 3, troede, at forholdene i terminalens landside-del nu ville blive normaliseret efter adskillige måneder med ombygninger og afspærring af store dele af terminalen, så kan de godt tro om igen.

Håndværkerne er godt nok færdig med ombygningen af udgangen fra bagageudleveringen, ligesom udskiftningen af den næsten 20 år gamle terminals slidte marmorgulv er ved at være gennemført. Det betyder blandt andet, at en lang række byggevægge er forsvundet og det er blevet nemmere at komme ned gennem terminalområdet.

Uden ærinde i terminalen


Men kort efter nytår tager Københavns Lufthavn fat på to nye byggeprojekter i Terminal 3. To projekter, der netop handler om at forbedre mulighederne for at komme gennem terminalen. For rigtig mange af de rejsende, som ankommer til Københavns Lufthavn med metro, tog, bil eller cykel går gennem Terminal 3 uden at have et ærinde i terminalen. De skal ikke checke sig selv eller deres bagage ind her. De skal enten over til check-in skrankerne i Terminal 2 eller direkte op til sikkerhedskontrollen.

Men nu skal en ny gangbro være med til at lede dem udenom gulvet i Terminal 3. Gangbroen skal i 1. sals højde gå ned gennem Terminal 3 fra indgangen fra metroen over til balkonen, hvorfra man kan gå til højre til sikkerhedskontrollen eller til venstre til SAS Fast Track-sikkerhedskontrollen.

Gangbroen bliver fem meter bred og 100 meter lang. Dermed bliver det Danmarks længste indendørs gangbro. Den skal bygges i tre etaper og bæres af de eksisterende søjler. Første etape, hvor byggevæggene vil skyde op, går i gang efter de store rejsedage i vinterferiens Uge 7.

Gøre gangen bredere
Allerede inden arbejdet med gangbroen starter har Københavns Lufthavn sat gang i arbejdet med at udvide Terminal 3 med 1.600 kvadratmeter. Udvidelsen vil blive placeret mellem Terminal 3 og den bygning, som rummer den udvidede sikkerhedskontrol ud for den gang, som biludlejningsfirmaerne tidligere lå langs med. Udvidelsen skal gøre gangen bredere og gøre det nemmere at komme mellem Terminal 2 og Terminal 3, ligesom den med en trappe gør det nemt for de gående på gangbroen at komme til Terminal 2.

På sigt kan tilbygningen bruges til at udvide sikkerhedskontrollen – der som nævnt lige er blevet udvidet med 1.800 kvadratmeter – som hovedsageligt skal bruges til passagerer, der står i kø.

Københavns Lufthavn håber at den nye gangbro samt udvidelsen af Terminal 3 kan være klar i juni næste år til det store sommer-rykind.

Stor tålmodighed
I alt koster ombygningen af Terminal 3 og udskiftningen af gulvet i terminalen lufthavnen 250 mio. kroner.

Ombygningen har stået på i knap et år nu, og er efter lufthavnens opfattelse gået forholdsvis glat. Lufthavnens driftsdirektør Kristian Durhuus går ikke af vejen for at rose passagerne, SAS og de øvrige flyselskaber i Terminal 3, DSB, Øresundsforbindelsen, Metroen samt butikkerne og serveringstederne i terminalen for deres tålmodighed og forståelse.

“Vi har nu bygget og ombygget et års tid midt i et af lufthavnens mest travle områder. Det har krævet stor tålmodighed og venlighed af alle – ikke mindst passagerne. Og jeg må sige, at det trods alt er gået rigtig godt. Nu kan vi også snart se en ende på de store ombygninger, som alle får glæde af,” siger Kristian Durhuus.

 

 

Relaterede artikler:

CPH: Undskyld vi roder

CPH snart klar med udvidet security-område

CPH bygger gammel terminal om

Ingen udsigtsplatform i Københavns Lufthavn

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Rapport: CPH er fløjet fra Arlanda i løbet af 25 år

Trafiktal

Femte måned med over tre millioner rejsende i CPH

Økonomi

Aarhus-virksomhed får aftale med CPH til 2031

Ruter

Jettime også på vingerne for Air Greenland i 2027

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.