Icelandair bliver det 13. medlem af Airlines for Europe (A4E) og slutter sig dermed til Finnair og Norwegian, mens SAS stadig er udenfor.
Siden de største europæiske flyselskaber i begyndelsen af året etablerede Airlines for Europe (A4E), som er en ny brancheorganisation, der har til formål at påvirke lovgiverne i EU, så er der konstant strømmet nye medlemmer til.
Seneste medlem til at søge optagelse i A4E er Icelandair, der bliver organisationens 13. medlem. Men Icelandair bliver ikke alene om at varetage de nordiske interesser i A4E, da Finnair og Norwegian var nogle af de første selskaber til at forene sig under A4E-vingerne kort tid efter etableringen.
“Vi ser frem til at i fællesskab at samarbejde med A4E i en række sager, der har indflydelse på det operative miljø i vores industri. Vi bør ensarte vores bestræbelser for – på vegne af kunderne – at minimere forskellige operationelle omkostninger i luftfartsindustrien ved eksempelvis at sænke omkostningerne i EU-lufthavnene. Fokusområderne for A4E påvirker også vores daglige operationer, og derfor har vi brug for en stærk stemme i Europa,” siger Birkir Holm Gudnason, der er topchef hos Icelandair.
Netværks- og lavprisflyselskaber forenes
“A4E har haft succes med at tiltrække nye medlemmer gennem de seneste par uger, men eftersom de fleste af vores nøgleområder har brug for større bevågenhed i Bruxelles og hos medlemsstaterne, oplever vi , at et stigende antal europæiske luftfartsdirektører kan se fordelene ved at forene sig i én organisation i Bruxelles. De europæiske flyselskaber tilbyder en uundværlig mobilitet for borgere og virksomheder, og deres økonomiske aktiviteter bidrager ganske betydeligt til økonomisk vækst og jobskabelse,” siger Thomas Reynaert, A4E´s administrerende direktør i en pressemeddelelse.
De 13 flyselskaber i A4E repræsenterer 550 mio. passagerer årligt samt 70 procent af flyrejserne på det europæiske kontinent. Samlet opereres der 2.700 fly, der bidrager med årligt 100 mia. euro i omsætning.
SAS har siden februar vurderet, hvorvidt selskabet skal tilslutte sig A4E, og det skandinaviske flyselskab er som udgangspunkt positiv over for initiativet.
Relaterede artikler:
AirBaltic træder ind i Airlines for Europe
To Star-selskaber tilslutter sig A4E
Endnu to lavprisflyselskaber til A4E