Annonce
Køb abonnement Log ind
Flådenyt

MAX-ordre til Boeing fra Panama-selskab

Copa Airlines fra Panama har lagt en ordre på op til 60 ekstra Boeing 737 MAX, og dermed vil selskabet potentielt kunne udvide sin flåde med samlet over 100 MAX-fly.

Boeing 737 MAX 9 fra Panama-flyselskabet Copa Airlines. (Foto: Adam Moreira (AEMoreira042281), CC 4.0)
Skrevet af: Danny Longhi Andreasen Udgivet 30.04.2026 kl. 14.47

Boeing har sig en loyal kunde i Copa Airlines, der har base i Panama City Tocumen International Airport.

Således har flyselskabet netop lagt en ordre på 40 Boeing 737 MAX-fly samt en option på yderligere 20 fly af samme type. Da Copa Airlines også har en eksisterende MAX-ordre, hvoraf mange fly allerede er leveret, forventer selskabet at kunne udvide sin flåde med i alt mere end 100 MAX-fly.

”For Copa Airlines repræsenterer underskrivelsen af ​​denne aftale et vigtigt skridt i yderligere at styrke den drift og de forbindelser, vi tilbyder fra Panama,” siger Pedro Heilbron, koncernchef for Copa Airlines.

”Via Hub of the Americas (Panama Citys lufthavn, red.) har vi bygget et forbindelseshub, der i dag giver os mulighed for at imødekomme markedets efterspørgsel med en sikker, effektiv og pålidelig drift.”

Råder udelukkende over Boeing 737-fly


Flåden hos Copa Airlines består i øjeblikket udelukkende af i alt 116 Boeing 737-fly i forskellige varianter – herunder ni Boeing 737-700, 57 737-800, 18 737 MAX 8 samt 32 737 MAX 9.

Pedro Heilbron understreger betydningen af, at flyselskabet kun opererer Boeing 737-fly. MAX-flyene gør det muligt for Copa Airlines at flyve både travle, kortere ruter og nogle af de længste MAX-ruter i verden. Ruter, der forbinder Panama med både Nordamerika, Latinamerika og Caribien.

”Denne store ordre bygger på mere end 40 års partnerskab med Copa og flyselskabets succeshistorie med Boeing 737-familien,” siger Stephanie Pope, administrerende direktør for Boeing Commercial Airplanes.

”De ekstra 737 MAX-fly vil hjælpe Copa med at opretholde en af ​​verdens yngste og mest kapable flåder, samtidig med at Panama yderligere understøttes som en vigtig destination for erhvervslivet og turisme.”

Flyver til 88 destinationer
Copa Airlines blev stiftet i 1947 og er i dag medlem af Star Alliance. Selskabet begyndte oprindeligt at flyve indenrigsruter, men i 1980 blev indenrigsruterne opgivet til fordel for internationale ruter.

Rutekortet hos Copa Airlines tæller i alt 88 destinationer fordelt på 32 lande i Nord-, Mellem- og Sydamerika samt Caribien.

Den store MAX-ordre fra Copa Airlines passer med den forudsigelse, der peger på, at flyselskaber i Latinamerika og Caribien får brug for mange hundrede nye fly. Ifølge Boeings Commercial Market Outlook vil flyselskaber i disse regioner få brug for over 2.300 nye fly i løbet af de næste 20 år. 90 procent af flyene vil udgøre kort- og mellemdistancefly.

 

Relaterede artikler:

Boeing-underskud øget trods stærk start på året

Boeing sætter MAX-leveringer på pause

Alaska Airlines lægger største Boeing-ordre

Del artiklen:

Relaterede artikler

Flådenyt

Kæmpe flyordre: Leasingselskab bestiller 250 fly

Økonomi

Nye udfordringer for Boeing med 737 MAX

Flådenyt

Nye Boeing-ordrer fra Turkish Airlines og Biman

Flådenyt

US Air Force vil anskaffe Boeing 737 MAX

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.