Annonce
Køb abonnement Log ind
Økonomi

Endnu et rekordregnskab fra Emirates

Emirates har præsenteret endnu et rekordgodt regnskab – denne gang for det seneste halvår, hvor der var et tocifret milliardoverskud. Dette på baggrund af en fin vækst i omsætningen.

En Airbus A380-800 fra Emirates. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo
Skrevet af: Danny Longhi Andreasen Udgivet 08.11.2024 kl. 14.36

Der er i den grad medvind i de højere luftlag for Emirates i disse år, da koncernen kan præsentere det ene rekordoverskud efter det andet.

Emirates Group har netop offentliggjort regnskabet for det halvår, der løber fra 1. april til 30. september 2024, og her blev opnået endnu en rekord. Således lød overskuddet for denne periode på 2,8 milliarder dollar – svarende til 19,4 milliarder kroner. Dette var en stigning på én procent i forhold til samme periode sidste år.

Det rekordstore halvårsoverskud blev skabt ud fra en samlet omsætning i koncernen på 19,3 milliarder dollar, hvilket svarer til 133,9 milliarder kroner. Dette repræsenterer en stigning på fem procent.

Den enorme omsætning tilskrives en stærk efterspørgsel på rejser og luftfragt på tværs af regioner, ligesom Emirates løbende investerer i sit produkt til gavn for passagererne.

Nye ruter og nyt kabineinteriør


I første halvår af indeværende regnskabsår havde Emirates i alt 26,9 millioner passagerer, hvilket var tre procent flere end i samme periode året før. I perioden fra 1. april til 30. september 2024 havde det mellemøstlige flyselskab en belægning på 80 procent mod 81,5 procent i samme periode året før.

Blandt højdepunkterne i løbet af det første halvår genstartede Emirates i maj daglige flyvninger til Phnom Penh i Cambodia via Singapore. I juni blev der lanceret daglige afgange til Bogotá via Miami. Og i september åbnedes en ny rute til Madagaskar via Seychellerne. Dermed nåede selskabet op på at være til stede i 148 lufthavne i 80 lande per 30. september.

Halvåret bød også på fortsat udrulning af nyistandsatte kabiner på flere langdistancefly. Således fik tre Airbus A380’ere og fem Boeing 777’ere nyt interiør i perioden. Dermed fik endnu flere passagerer nu mulighed for at nyde Emirates’ nyeste kabineprodukt – herunder den nye fireklasses kabine i Boeing 777.

Forventer fortsat god efterspørgsel
For Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, koncernchef for Emirates Group og bestyrelsesformand i flyselskabet, er det en stor glæde atter at kunne levere et rekordresultat.

”Koncernen har overgået sin rekordpræstation fra sidste år og leverer et fantastisk resultat for første halvår af 2024/25. Dette illustrerer igen styrken af ​​vores gennemprøvede forretningsmodel, der fungerer i kombination med Dubais vækstbane som en by, hvor man foretrækker at bo, arbejde, besøge, forbinde via og drive forretning i,” siger han.

Koncernchefen bemærker, at økonomisk robusthed gør det muligt at lave investeringer for milliarder af dollar, der er nødvendige for fortsat succes. Og der ventes da også fortsat stor rejselyst.

”Vi forventer, at kundernes efterspørgsel vil forblive stærk i resten af ​​2024/25, og vi ser frem til at øge vores kapacitet for at øge omsætningen, efterhånden som nye fly slutter sig til Emirates-flåden, og nye faciliteter kommer online hos Dnata (datterselskab med rejse- og luftfartsrelaterede services, red.),” siger Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum.

 

Relaterede artikler:

Emirates gør klar til at modtage Airbus A350

Emirates-ansatte får 20 ugers løn i overskudsdeling

Emirates: Bedste halvårsregnskab nogensinde

Del artiklen:

Relaterede artikler

Flådenyt

Emirates har genoprettet 93 procent af kapaciteten

Ruter

Efter 15 år: Emirates får endelig adgang til Berlin

Navnenyt

Tidligere SAS-chef i spidsen for Emirates i Norge

Ruter

Emirates dropper planlagt CPH-ekspansion

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.