Annonce
Køb abonnement Log ind
Trafikinformation

Forventer kaos: Strejke rammer 11 tyske lufthavne

Når ansatte i 11 tyske lufthavne i denne uge nedlægger arbejdet, ventes det at føre til forsinkelser og aflysninger. Lufthavnene i Berlin og Hamborg har allerede suspenderet alle afgange.

Fly på standpladser i Hamborg Lufthavn. (Foto: Hamborg Lufthavn)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 01.02.2024 kl. 10.40

I løbet af sidste år satte et antal strejker sit præg på hverdagen i en række tyske lufthavne, og det ser ud til, at tendensen fortsætter i 2024. I denne uge er der nemlig udsigt til, at security-ansatte i 11 lufthavne i Tyskland nedlægger arbejdet i et døgn.

Det er Ver.di, der har varslet strejken, fordi den store fagforening mener, at de igangværende overenskomstforhandlinger står i stampe. Indtil videre har parterne forhandlet ad tre omgange, men det har ikke haft det ønskede resultat.

Derfor nedlægger man arbejdet, inden forhandlingerne genoptages den 6. februar. Strejken rammer i alt 11 lufthavne. Det drejer sig om lufthavnene i Frankfurt, Hamburg, Bremen, Hannover, Berlin, Køln, Düsseldorf, Leipzig, Dresden, Erfurt samt Stuttgart, oplyser Ver.di.

De ansatte nedlægger arbejdet onsdag aften klokken 22, og de genoptager det efter planen ikke før et døgn senere.

Ønsker højere løn

I de igangværende forhandlinger repræsenterer Ver.di 25.000 medlemmer. Et af de centrale omdrejningspunkter for drøftelserne er en lønstigning, da fagforeningen ønsker, at de ansattes timeløn skal hæves med 2,80 euro, hvilket svarer til cirka 21 kroner.

Derudover arbejder Ver.di også for, at de ansatte med en kommende overenskomstaftale vil få udbetalt deres bonus ved overarbejde allerede fra den første time, der ligger ud over den normale arbejdstid.

Bundesverband der Luftsicherheitsunternehmen, som repræsenterer arbejdsgiverne, fortæller, at de har foreslået en lønstigning på fire procent i år og tre procent næste år samt i et eller andet omfang at komme Ver.di i møde med hensyn til, hvornår overarbejdsbonussen skal udbetales fremover.

Vil føre til forstyrrelser
I skrivende stund er det fulde omfang af strejkernes betydning for flytrafikken endnu ukendt, men Hamborg Lufthavn har allerede besluttet, at alle afgange med passagerer aflyses. I alt er det 126 starter som ikke afvikles alligevel.

Fra Berlin Brandenburg er meldingen, at der ikke vil blive gennemført nogle afgange, mens ankomster også kan blive påvirket. Der var oprindeligt planlagt 170 starter og landinger med samlet set omkring 50.000 passagerer i hovedstadslufthavnen torsdag.

I Køln-Bonn Lufthavn forventes der betydelige forstyrrelser af de 52 starter og 51 landinger, der er planlagt i løbet af ugens næstsidste hverdag, lyder det, mens Düsseldorf Airport opfordrer passagerer til at forberede sig på, at deres flyvning kan være aflyst eller forsinket.

Stuttgart Airport venter også, at strejken vil føre til væsentlige driftsforstyrrelser, og herfra er beskeden til de rejsende, at de bør ankomme i god tid og holde øje med den aktuelle status på den flyvning, som de har billet til.


Relaterede artikler:

Atter en lufthavnsstrejke i Hamborg

Tysk luftfartsstrejke rammer 380.000 passagerer

Ny lufthavnsstrejke i Tyskland

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Condor udfordrer Lufthansa med ny Stockholm-rute

Ruter

15 år gammel strid: Emirates vil ind i Berlin og Stuttgart

Trafiktal

Lufthansa-strejke: 11 procent tilbagegang i Frankfurt

Ruter

DAT indgår codeshare-aftale med Lufthansa

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.