Annonce
Køb abonnement Log ind
Klima

Billund tilbyder fremover grønt flybrændstof

Landets næststørste lufthavn indfører nu bæredygtigt flybrændstof som en mulighed for de flyselskaber og operatører, der ønsker at mindske klimaaftrykket ved flyvningerne.

Fly under tankning. (Foto: Shell Aviation | PR)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 14.12.2022 kl. 10.27

Sustainable aviation fuel (SAF) – bæredygtigt flybrændstof – er i øjeblikket eftertragtet blandt flyselskaberne, da der ikke er uanede mængder til rådighed på markedet, fordi det fortsat ikke produceres i samme skala som traditionelt jetbrændstof.

Selvom lovgivningen endnu ikke tillader kommercielle flyvninger på 100 procent SAF, kan det grønnere alternativ medvirke til at mindske klimaaftrykket fra aktiviteterne, og fremover vil det biobaserede flybrændsel også være at finde i Billund Lufthavn.

Den vestdanske lufthavn har nemlig indgået et samarbejde med leverandøren DCC & Shell Aviation Denmark og den finske olieraffineringsvirksomhed Neste om at kunne tilbyde SAF som en brændstofmulighed til de flyselskaber og operatører, der benytter lufthavnen.

Udtryk for stigende efterspørgsel

Det bliver SAF af typen ‘Neste MY Sustainable Aviation Fuel’, som vil være tilgængeligt i Billund Lufthavn. Typen er blevet valgt, da den kan benyttes direkte i det udstyr, som flyselskaberne gør brug af i dag, og derudover fungerer den sammen med almindeligt flybrændstof.

Lufthavnen har indtil videre selv foretaget en række tiltag, der har haft til hensigt skubbe på den grønne omstilling, men administrerende direktør Jan Hessellund påpeger, at de større skridt i en mere bæredygtig retning skal tages i samarbejde med flyselskaberne, og her spiller SAF i hans optik en nøglerolle.

”Der er mange teknologier på vej for at gøre luftfarten grøn, og vi må ikke afvise nogle af dem, for der er behov for stor skala og flere teknologier. Her er indførslen af SAF i Billund Lufthavn afgørende, og det er et tydeligt udtryk for stigende efterspørgsel fra flyselskaberne. Og vi er meget stolte af nu at kunne være med til at imødekomme noget af den grønne efterspørgsel.”

En effektiv overgang
Billund bliver den anden danske lufthavn, der kan tilbyde bæredygtigt flybrændstof til kunderne. Den første var Sønderborg Lufthavn, som har fået leveret SAF af DCC & Shell Aviation siden 2021, hvor Alsie Express begyndte at benytte det sammen med almindeligt brændstof på selskabets flyvninger.

Brændstoftypen er anerkendt som et middel, der kan hjælpe luftfarten med at sænke klimaaftrykket på kort sigt, mens selskaberne i en lidt fjernere fremtid formentlig i højere grad vil kigge i retning af flybrændstof, som er produceret af eksempelvis brint via Power-to-X-teknologi.

”Initiativet i Billund Lufthavn afspejler den stigende interesse for biobaseret flybrændstof, vi oplever fra danske lufthavne og flyselskaber,” fortæller Ulrik Vengberg Brendstrup, der er administrerende direktør i DCC & Shell Aviation Danmark.

”Lige nu spiller SAF en central rolle i skiftet væk fra fossilt flybrændstof. Men i lighed med luftfartens øvrige aktører, ser vi SAF som et effektivt overgangsbrændstof på vejen mod en fremtid, hvor vi flyver på grønt brændstof lavet udelukkende på vedvarende energi.”


Relaterede artikler:

Verdens første A330-flyvning med 100 procent SAF

Kan fremstille 500 millioner liter dansk-SAF i 2030

”Det er håbløst svært at få fat i SAF”

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Air Greenland stopper Nuuk-rute fra Billund

Klima

Målet om grøn indenrigsluftfart kan ikke realiseres

Trafiktal

Billund Lufthavn fastholder markant passagervækst

Navnenyt

25-års-jubilar i fortsat jagt på nye ruter til Billund

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.