To piloter og to kabinebesætningsmedlemmer fra airBaltic blev anholdt kort før en flyvning fra Oslo, da de havde spiritus i blodet.
En opmærksom hotelreceptionist sørgede lørdag morgen for, at to piloter og to besætningsmedlemmer fra airBaltic blev anholdt i Oslo Gardermoen lufthavnen kort før en charterflyvning for Star Tour til Kreta med 109 passagerer.
Receptionisten fra det hotel hvor besætningen havde boet, mistænkte dem for at være alkoholpåvirket. Da norsk politi 30 minutter før flyets planlagte afgang kl. 05.45 anholdte de fire besætningsmedlemmer ombord på flyet, så viste det sig, at mistanken var god nok. AirBaltic-besætningsmedlemmerne havde en promille på mere end 0,2. Et femte besætningsmedlem var til gengæld helt ædruelig.
Tilbringer tid i arresten
Med knap fem timers forsinkelse kom flyet afsted – med en ædru besætning.
AirBaltic flyver ruteflyvning fra Letland til København, Billund og Aalborg. Ruteflyvningen til Aalborg hænger sammen med charterflyvninger til Kreta og Rhodos, som airBaltic udfører for SunCharter på lørdage og søndage i sommersæsonen.