Annonce
Køb abonnement Log ind
Politik

Billund Lufthavn går ind i valgkampen

Kort tid før valgkampens slutspurt går i gang, holder Billund Lufthavn et valgmøde, hvor der blandt andet skal drøftes turisme og erhvervsudvikling. ”Vi håber på god opbakning,” siger lufthavnen.

Terminal og forplads i Billund Lufthavn. (Arkivfoto: Billund Lufthavn)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 13.10.2022 kl. 11.59

I øjeblikket er det næsten umuligt ikke at blive mødt af et smil, når man bevæger sig rundt i gadebilledet. Elmaster, lygtepæle og vejtræer er blevet behængt med plakater, hvor håbefulde folketingskandidater forsøger at gøre så godt et indtryk som muligt på de forbipasserende.

Valgkampen er i gang, og den varer indtil den 1. november, hvor danskerne skal til stemmeurnerne og bestemme Folketingets sammensætning i de næste fire år. Det betyder også, at der afvikles mange debatter, møder og andre arrangementer på tværs af landet i denne tid.

Det vil også være tilfældet i Billund Lufthavn, som har offentliggjort, at passagerterminalen vil komme til at fungere som kulisse for et valgmøde, der bliver arrangeret i samarbejde med JydskeVestkysten.

Erhvervsudvikling og turisme vil være på dagsordenen

Lufthavnen oplyser, at mødet vil løbe af stablen den 25. oktober, og det vil vare i to timer fra klokken 12 til 14. Politikere og publikum vil blive inviteret inden for i terminalen, hvor området bag ved selvbetjenings check-in-automaterne vil blive særligt indrettet således, at paneldebatten kan afvikles her.

Publikum får mulighed for at stille spørgsmål til de fremmødte kandidater, og så kan debatten udvikle sig derfra, men der i hvert fald to temaer, som vil komme til at være omdrejningspunkter for en del af snakken. Det fortæller lufthavnens PR-chef Mads Bisp Agersnap til Check-in.dk.

”Vi skal snakke erhvervsudvikling, turisme og hvordan politikerne ser, at det udvikler sig i hele Danmark men selvfølgeligt også her i Vestdanmark. I vores optageområde bliver omkring 40 procent af landets BNP skabt, og over halvdelen af de eksportrelaterede jobs er her, så derfor er det vigtigt at sætte fokus på.”

En bred skare af politikere møder op
Blandt de politikere, som vil deltage i valgmødet, er to tidligere transportministre. Det drejer sig om Hans Christian Schmidt fra Venstre samt Socialdemokratiets Benny Engelbrecht. Derudover møder Nielsen Flemming Hansen fra Konservative, Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Nye Borgerliges partiformand Pernille Vermund også op.

De får selskab af Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti, Enhedslistens Søren Egge Rasmussen samt Kenneth Fredslund Petersen, der repræsenterer Danmarksdemokraterne. JydskeVestkystens nyhedsredaktør Rikke Baltzer vil fungere som ordstyrer under arrangementet.

Det kræver ikke tilmelding at deltage i valgmødet, og håbet fra lufthavnens side er, at mange vil finde vej til terminalen og enten lytte med eller stille spørgsmål til kandidaterne.

”Jeg synes, at vi har et spændende panel og skal diskutere nogle spændende emner, der på sin vis berører hele Vestdanmark, så vi håber på god opbakning,” slår Mads Bisp Agersnap fast.


Relaterede artikler:

Stor efterårsferietravlhed i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn rammer 2019-niveau for hele året

Billund Lufthavn ind i europæisk top-25

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Air Greenland stopper Nuuk-rute fra Billund

Trafiktal

Billund Lufthavn fastholder markant passagervækst

Navnenyt

25-års-jubilar i fortsat jagt på nye ruter til Billund

Ruter

TUI sikrer ny flyrute mellem Billund og Bruxelles

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.