Annonce
Køb abonnement Log ind
Politik

Regeringen vil indføre passagerafgift på 13 kroner

Tre af regeringens ministre har på et pressemøde i Københavns Lufthavn præsenteret “Grøn luftfart for alle”, der er et udspil til at sikre grønnere indenrigsflyvninger i Danmark.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen ved tirsdagens pressemøde. (Foto: TV 2 News)
Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Opdateret 20.09.2022 kl. 15.34

Da statsminister Mette Frederiksen (S) den 1. januar i sin nytårstale præsenterede regeringens overordnede visioner for den grønne luftfart, var det et meget ambitiøst mål, der blev formuleret.

“Vi skal gøre det grønt at flyve. Derfor vil regeringen sætte et ambitiøst mål: Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark,” lød det.

Siden er der gået 262 dage, og regeringen har endelig fået deres udspil på plads under titlen “Grøn luftfart for alle,” der tirsdag blev præsenteret af klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, transportminister Trine Bramsen samt skatteminister Jeppe Bruus.

200 millioner kroner i årligt provenu


Af udspillet fremgår det, at der skal indføres et klimabidrag på 13 kroner per passager for alle flyrejser fra danske lufthavne med undtagelse af rejser, hvor der er tale om et flyskifte.

Det vil i givet fald kunne indbringe i underkanten af 200 millioner kroner årligt baseret på de passagertal, som var gældende før coronapandemien.

Provenuet skal blandt andet gå til tilskud til én grøn indenrigsrute fra 2025, og fra 2027 skal der indføres en tilskudsmodel, der giver mulighed for indfasning af 100 procent grønt flybrændstof i den samlede danske indenrigsluftfart i 2030. Alle indenrigsruter i Danmark er i spil til den første grønne indenrigsrute, og alle selskaber kan søge.

”Med det her udspil leverer vi på løftet fra statsministerens nytårstale om en grøn flyrute og på sigt hel grøn luftfart i Danmark. Men målet rækker ud over Danmarks grænser – vi går foran og vil udvikler de grønne brændstoffer, der er altafgørende for omstillingen af luftfarten. Vi har allerede investeret i støtte til produktion af grønt brændstof, og nu sikrer vi også efterspørgslen og skubber derved for alvor gang i markedet,” siger klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen.

Afgift i stedet for bidrag
Trods forslag fra Luftfartens Klimapartnerskab tilbage fra 2019 om etablering af en klimafond, hvor flyselskaberne skal betale et klimabidrag per passagerer, så har regeringen valgt en model med en fiskal afgift. 

“Dette er ikke meningen, at afgiften skal bruges til at lægge flere penge i statskassen, men den skal bidrage til at finansiere den grønne omstilling af flytransport. Det kommer i en pulje, der skal være med til at finansiere flyselskabernes omkostninger ved bæredygtige brændstoffer,” understregede skatteminister Jeppe Bruus ved pressemødet.

Regeringen har i sit udspil afsat omkring 1,9 milliarder kroner til en grøn indenrigsrute i 2025 og en helt grøn indenrigsluftfart i 2030. Heraf fordeles 0,8 milliarder kroner til en grøn indenrigsrute i perioden fra 2025 til 2029 samt 1,1 milliarder kroner til en helt grøn indenrigsluftfart fra 2027 til 2033.

Det er dog tvivlsomt, om udspillet bliver realiseret i den form, det er præsenteret, da det ikke er sandsynligt, at der vil kunne blive indgået en politisk aftale på denne side af det kommende folketingsvalg.

 

Relaterede artikler:

Klimavenlig flyvetur bliver ikke helt grøn

Statsministeren: “Det er nu vi skal i gang”

Statsministeren: Helt grøn indenrigsflyvning i 2030

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

425 millioner til grønlandske lufthavne fra Danmark

Politik

Minister: Grønland vil kunne overtage luftfarten

Navnenyt

Ny transportminister vil have passagerer væk fra fly

Politik

Blackbird Air lander stor millionaftale med Forsvaret

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.