Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Ny pilotoverenskomst i Lufthansa-selskab

Lufthansas piloter er blevet sat under pres, da ledelsen har indgået ny overenskomst med piloterne i et af de datterselskaber, som laver mere og mere for Lufthansa.

Skrevet af: Andreas Krog Udgivet 23.01.2015 kl. 00.00

Piloterne i Lufthansa har gennem længere tid igen og igen nedlagt arbejdet i en eller to dage for at lægge pres på ledelsen i de igangværende forhandlinger om en ny overenskomst. Nu sender Lufthansa-ledelsen imidlertid en presbal tilbage mod piloterne.

Lufthansa har nemlig indgået en ny femårig overenskomst med omkring 300 piloter i datterselskabet Eurowings. Det selskab har allerede overtaget en del af Lufthansas Airbus A320-fly og intraeuropæiske ruter. Og med en ny overenskomst på plads bliver det nemmere for Lufthansa at sætte sine piloter under pres og forlange en overenskomst, der matcher den, som kollegerne i Eurowings har accepteret. Gør de ikke det, så kan Lufthansa-ledelsen true med at overflytte endnu mere produktion til Eurowings.

Piloterne i Eurowings har sagt ja til en lønstigning på 2,5 procent i 2015 og mindst to procent i de følgende fire år.

Forhøjer pensionsalder


Foruden piloterne i Lufthansa, så mangler piloterne i Lufthansa Cargo og i datterselskabet Germanwings også at indgå nye overenskomster. Og det er ikke bare i Eurowings, at man er kommet på plads med nye aftaler. Det samme gælder for piloterne i flere andre flyselskaber i den store Lufthansa-koncern.

Således blev ledelsen i Swiss Air og bestyrelsen for selskabets pilotforening kort før jul enige om grundlaget for en ny samlet lønaftale. Den skal nu til afstemning blandt medlemmerne. Hvis det bliver et ja, så kan aftalen træde i kraft 1. april i år. Aftalen forhøjer pensionsalderen til 60 år og giver en bedre beskyttelse mod afskedigelse.

Flytte tilbage
Hos Austrian Airlines, der også er en del af Lufthansa Gruppen, indgik ledelsen i oktober sidste år en overenskomstaftale med selskabets omkring 900 piloter og 2.300 stewardesser og stewarder. Et centralt element i aftalen er muligheden for at piloter og stewardesser kan flytte tilbage til at arbejde i selve Austrian Airlines i stedet for at arbejde i datterselskabet Tyrolean Airways, som mange af dem gør i dag.

Og endelig så opnåede Lufthansa Cityline også en aftale med piloternes fagforening ved udgangen af 2014. Den nye aftale skal blandt andet danne basis for at Cityline kan operere syv Airbus A340-300 langdistancefly i et nyt lavpriskoncept.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

Medie: Lufthansa står til at vinde kampen om TAP

Bagsiden

Lufthansa til Condor: Slut med ID-tjenesterejser

Hændelser

Efter missilangreb: Suspenderer flyvninger (opd.)

Ruter

Lufthansa skruer op for Japan: To nye ruter

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.