Efter en passagervækst på over 30 procent i 2014 vil Sønderborg Lufthavn give Alsie Express arbejdsro i stedet for at tiltrække nye selskaber.
Normalt drømmer lufthavnschefer hele tiden om at tiltrække nye flyselskaber for at kunne give kunderne et endnu større udbud af ruter og destinationer. Men sådan er det ikke i Sønderborg Lufthavn. Her er man så glade for at have det lokale Alsie Express til at betjene lufthavnens eneste faste flyrute til København, at man ikke vil bruge energi på at gøre sig til overfor andre flyselskaber.
”Vi vil bruge 2015 på at støtte op om Alsie Express. Vi har gjort hvad vi skulle gøre for at sammensætte en attraktiv pakke til nye flyselskaber, der skulle have lyst til Sønderborg. Du kommer derfor ikke til at se mig deltage i udviklingsprojekter sammen med andre luftfartsselskaber. Det er et udtryk for, at vi vil give Alsie Express den ro, som de har brug for,” siger direktør for Sønderborg Lufthavn, Anders Sørensen, til CHECK-IN.dk.
De glade dage
Alsie Express har fløjet mellem Sønderborg og København i lidt over halvandet år. Flyselskabet blev etableret af en række sønderjyske virksomheder og erhvervsfolk, som var utilfredse med Danish Air Transports (DAT) betjening af ruten. Få måneder efter Alsie Express’ entre på ruten trak DAT sig. Og mens passagertallet stiger, så halter økonomien stadig bagefter. Således fik selskabet et samlet underskud på 12,7 mio. kroner og et driftsunderskud på knap ni mio. kroner i sit første leveår.
Alsie Express er et såkaldt virtuelt flyselskab, der ikke selv står for at operere flyene, men blot sælger billetter. Selskabets to fly er ejet af Danfoss-stifter Mads Clausens fond og opereres af Alsie Express’ moderselskab Air Alsie.
Et ATR72-500 fly fra Alsie Express taxier ind til terminalen i Sønderborg Lufthavn.