Annonce
Køb abonnement Log ind
Arbejdsmarked

Endnu en forening af kabineansatte i SAS

De kabineansatte i SAS Link har organiseret sig og stiftet en forening, hvorigennem man blandt andet vil arbejde sammen med kollegerne fra andre SAS-selskaber.

Formand Sebastian Plindstrup Kolagar samt næstformand Anne Sophie Bay Juul Pedersen fra den nye forening af kabineansatte. (Foto: Fagbladet Luftfart)
Skrevet af: Christian Granhøj Skouboe Opdateret 09.05.2022 kl. 11.43

Siden SAS startede de to nye produktionsplatforme SAS Connect og SAS Link i tillæg til SAS Scandinavia har de nyansatte medarbejdere haft travlt med at få forhandlet overenskomster på plads, organiseret sig og sat gang i selskabernes drift.

I sidste måned foretog SAS Link de første flyvninger, og nu har de kabineansatte i selskabet stiftet deres egen forening. Den har fået navnet SAS Link Cabin Union (SLCU) og skal ifølge den nyvalgte formand være ”et fast holdepunkt” for de ansatte. Det skriver Fagbladet Luftfart, som er medlemsblad for fagforeningen Flyvebranchens Personale Union.

”Kabineforeningen er noget af det vigtigste, der skal til, for at skabe en arbejdsplads med ordentlige vilkår, som vi alle har lyst til at være en del af og tage del i. Vores nye kabineforening betyder, at vi har et anker for de kabineansatte i SAS Link. Foreningen giver mulighed for at sikre vores vilkår, samtidig med at vi lykkes som nyopstartet virksomhed,” slår formand Sebastian Plindstrup Kolagar fast.

Masser at gribe fat i

Sebastian Plindstrup Kolagar blev valgt som formand på den stiftende generalforsamling. Han bibringer erfaringer fra flyselskabet CityJet samt en baggrund fra sundhedssektoren, og formanden er ikke i tvivl om, hvad den vigtigste opgave for den nye forening bliver.

”Vi skal varetage medlemmernes interesser. Vi kommer til at repræsentere, hvad medlemmerne har af ønsker for fremtiden. Vi kan kun løse ting gennem samarbejde. Som tillidsvalgt arbejder jeg ud fra medlemmernes tilbagemeldinger fra hverdagen i kabinen og søger løsninger, hvor det er nødvendigt, i fællesskab med SAS.”

Han tilføjer, at der er nok at tage fat på, fordi SAS Link er en forholdsvis nystartet virksomhed.

”Der ligger en lang liste med ting, som skal afklares. Helt konkret drejer det sig blandt andet om, hvordan linecheckere skal honoreres. Der er masser at gribe fat i, men jeg er fortrøstningsfuld, og det skal nok falde i hak,” udtaler Sebastian Plindstrup Kolagar.

Arbejder sammen med andre ansatte
Også i SAS Connect har de ansatte organiseret sig. Her har piloterne stiftet pilotforeningen SAS Connect Pilot Union, og de indtil videre 90 kabineansatte på basen i Københavns Lufthavn har stablet foreningen SAS Connect Cabin Union på benene.

Sebastian Plindstrup Kolagar fortæller, at han den seneste måneds tid har arbejdet sammen med Karima Nathalie Larsen, som er blevet valgt som formand SAS Connects kabineforening. Håbet er, at foreningerne via et bredt og tæt samarbejde kan opnå bedre resultater, end hvis de kæmpede hver for sig.

”Vi håber, at vi kan stå sammen for at sikre, at forholdene bliver gode for os alle sammen. Forhåbentlig får SAS Link også sin egen pilotforening op at stå snart, og vi ønsker, at samarbejdet kan blive med alle foreninger inden for den blå firkant.”

 

Relaterede artikler: 

SAS: Opsigelser i overensstemmelse med aftaler

Ny kabineforening for ansatte i SAS Connect

Ny pilotforening for SAS Connect-piloter

 

Del artiklen:

Relaterede artikler

Økonomi

SAS og KLM Cityhopper åbner for tæt samarbejde

Økonomi

SAS og ENAA udfordrer Ryanairs EU-ejerskab

Arbejdsmarked

SAS Link undgår umiddelbart kabinestrejke i Norge

Hændelser

Sådan husker han Linate-ulykken for 25 år siden

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.