Air France overvejer at lade to datterselskaber overtage store dele af selskabets europæiske flyvninger. På samme måde som Iberia, Austrian og Lufthansa har gjort.
Endnu inden den store ”Transform 2015”-spareplan er helt gennemført, er Air France angiveligt klar med en ny spareplan kaldet ”Perform 2020”. Kilder fortæller til den franske avis Les Echos, at den plan indeholder en markant omlægning af Air France’s europæiske operation, som tegner sig for 40 procent af selskabets omsætning.
Ifølge avisen vil Air France overflytte store dele af sin europæiske trafik til de to datterselskaber Transavia France og HOP! Førstnævnte skal overtage Air Frances leisure-flyvninger til Sydeuropa, mens HOP! allerede næste år skal tage sig af alle andre europæiske flyvninger, som ikke udgår fra Paris Charles de Gaulle-lufthavnen. Eneste undtagelse er indenrigsflyvningerne fra Paris Orly-lufthavnen til Nice, Marseille og Toulouse. De skal stadig betjenes af Air France selv.
Til at løfte opgaven vil HOP! få overført 20 Airbus A320-fly fra Air France.
Med manøvren vil Air France gøre sig selv mere konkurrencedygtig over for konkurrenter som easyJet og Ryanair. Ved at overflytte operationerne til Transavia og HOP! håber Air France på at kunne nedbringe omkostningsniveauet og gøre det nemmere at matche konkurrenternes lave priser og stadig tjene penge.
I hælene på Lufthansa
Selskaber som Austrian og spanske Iberia har også tidligere overført store dele af sin europæiske produktion til datterselskaber, hvor omkostningsniveauet er lavere.