Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Ukendt flyselskab køber 50 nye Boeing-fly

Et endnu ukendt lavprisflyselskab med navnet 9 Air har afgivet ordre på 50 Boeing 737-fly. Flyselskabet forventer at gå i luften sidst på året.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 15.05.2014 kl. 00.00

Det er ikke hver dag, at den amerikanske flyproducent Boeing Commercial Airplanes kan skrive 50 nye Boeing 737-fly i ordrebogen. Det er endnu sjældnere, når der er tale om et flyselskab, der endnu ikke er kommet i luften.

Det er således tilfældet med et kommende kinesisk lavprisflyselskab, der vil få navnet 9 Air. Selskabet underskrev i denne uge en kontrakt med Boeing om levering af samlet 50 737-fly i varianterne NG og MAX.

Flyselskabet får base i den sydkinesiske storby Guangzhou og vil etablere sig på det kinesiske indenrigsmarked. 9 Air, hvis kinesiske navn er Jiuyuan Airlines (jiu = 9, yuan = kinesisk valuta, red.), er et datterselskab af Juneyao Airlines, der er baseret i Shanghai og flyver ud fra begge byens lufthavne, henholdsvis Hongqiao og Pudong.

“Det er en ære for os at byde velkommen til 9 Air som det nyeste kunde hos Boeing.Vores markedsledende 737-familie har vist sig at være en formel til succes hos lavprisflyselskaber over hele verden. Jeg er overbevist om, at denne succes vil blive gentaget med 9 Air´s lavpris-forretningsmodel,“ udtaler Ihssane Mounir, der er direktør med ansvar for salg og markedsføring for Boeing i Nordøstasien.

Stort lavprispotentiale i Kina


Det er endnu en fjer i hatten for Boeing, at et kinesiske flyselskab vælger fly fra den amerikanske producent. 9 Air´s moderselskab Juneyao Airlines råder i dag over 34 fly i Airbus A320-serien, der er en direkte konkurrent til Boeing´s 737-fly.

Siden maj måned 2013 har de kinesiske luftfartsmyndigheder godkendt seks nye lavprisflyselskaber, herunder også 9 Air. Men lavprismarkedet i Kina er stadig meget underudviklet med en andel på under fem procent af det samlede luftfartsmarked i Riget i Midten.

Jiuyuan Airlines / 9 Air har en startkapital på 600 RMB svarende til 525 mio. danske kroner. Moderselskabet Juneyao Airlines står for 69 procent af ejerandelen, mens de øvrige investorer er Elion Resource Group, Xinhualian Holding Co. samt erhvervsmanden Ju Guangling. Sidstnævnte er samtidig udset til at være det nye lavprisflyselskabs administrerende direktør.

9 Air forventes at gå i luften i slutningen af 2014 med indlejede Airbus-fly fra Juneyao Airlines, indtil selskabet selv får leveret de første Boeing-fly.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Nu rejsemulighed til Bangkok via Warszawa

Nyhedskategorier

EASA: Vigtigt med åbenhed om mentalt helbred

Hændelser

Dansker blandt tre dræbte i flyhavari i Schweiz

Økonomi

Lufthansa betaler 7,7 milliarder kroner for TAP-andel

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.