KLM har droppet tankerne om at åbne en rute til Færøerne. Markedspotentialet er for lille lyder det fra det hollandske flyselskab.
Sidste år tog Air France/KLM’s daværende danske landechef, Vincent Audressau og salgschef Jens Vestergaard til Færøerne for at se på mulighederne for at etablere en KLM-rute fra Amsterdam til Færøernes eneste lufthavn, Vagar.
KLM kalder lidt provokerende Skandinavien for sit hjemmemarked. Og med ruter til Billund, Aalborg og København samt til adskillige destinationer i Norge og Sverige, så ville Færøerne være et naturligt næste skridt i en skandinavisk ekspansion.
Men de tanker er nu lagt på hylden.
”Vi har ingen planer om at åbne en rute til Færøerne inden for det næste år,” siger Air France-KLM’s nuværende danske landechef, Guillaume Glass.
Vagar lufthavnens eneste faste ruteflyselskab, færøske Atlantic Airways, flyver ellers ikke til Amsterdam. Og færingernes vej ud i Europa går i dag oftest via København.
Tre på besøg
”Markedspotentialet er ganske enkelt ikke stort nok,” forklarer Guillaume Glass.
Vagar Lufthavn må således skyde en hvid pil efter det ene af de tre luftfartsselskaber, som i løbet af 2013 viste så meget interesse for at åbne en rute til øerne, at de tog turen dertil med Atlantic Airways og aflagde lufthavnen et besøg.
Foruden Air France-KLM, så var britiske bmi regional og et mellemstort nordeuropæisk flyselskab på besøg i det forgangne år.