Annonce
Køb abonnement Log ind
NYHEDER

Uventet hjælp til Sønderborg Lufthavn

Kraftige kødannelser i forbindelse med reparation af Rader Hochbrücke på A7-motorvejen mellem Flensborg og Hamborg har de seneste uger fået flere tyske rejsende til at benytte Sønderborg Lufthavn.

Skrevet af: Ole Kirchert Christensen Udgivet 15.08.2013 kl. 00.00

Siden lørdag den 27. juli har der været meget kraftige kødannelser på motorvej A7 mellem Flensborg og Hamborg. Den dag begyndte et reparationsarbejde på Rader Hochbrücke ved Rendsborg, hvilket har resulteret i, at broen kun er farbar i et spor i begge retninger.

Den første dag, hvor reparationsarbejdet begyndte, var der en 23 kilometer lang bilkø helt fra Neumünster til broen over Kielerkanalen, mens bilister i den sydgående retning måtte holde i en 17 kilometer lang kø, der gik helt op til Slesvig.

Broreparationen kommer som en uventet gave til Sønderborg Lufthavn. Her kan man pludselig se flere tyskregistrerede biler lufthavnens parkeringsplads.

“Efter de sidste kaotiske uger på A7 kan vi konstatere, at vi har haft en stigning i antallet af gæster, der rejser på tysk pas. Det øgede antal afgange fra Sønderborg til København har givetvis også betydet, at ikke mindst forretningsrejsende fra Flensborg-området nu vælger at tage en rute via København,“ fortæller lufthavnschef Anders Sørensen.

Fire måneders broarbejde


Arbejdet med reparation af broens betonkonstruktion forventes at vare omkring fire måneder, hvorfor broen først kan passeres i alle spor fra midten af november måned. Indtil da må syddanske og nordtyske rejsende påregne ekstra køretid til Hamborg Lufthavn – især i weekenderne.

Den situation vil Sønderborg Lufthavn samme med det lokale flyselskab Alsie Express bruge til at styrke indsatsen på det nordtyske marked.

“Problemerne på A7 tydeliggør det nemme alternativ Sønderborg Lufthavn tilbyder. Der har allerede ved flere lejligheder været kødannelser ved Rendsborg af flere timers varighed, og det er en usikkerhed de fleste flyrejsende helst vil være foruden,“ siger Anders Sørensen.

Lufthavnschefen peger samtidig på, at den nye motorvejsstrækning fra Kliplev til Sønderborg har skåret meget af transporttiden til Sønderborg Lufthavn for rejsende fra Slesvig-Holsten. Således tager det i dag blot 35 minutter at tilbagelægge de 50 kilometer mellem Flensborg og lufthavnen på Als.

Del artiklen:

Relaterede artikler

Ruter

Lufthavnsdirektør: Charter er et strategisk valg

Ruter

Sønderborg Lufthavn får chartergennembrud

Trafiktal

Trods vækst: Mangler rejsemuligheder om sommeren

Trafiktal

Sønderborg Lufthavn melder om vækst i juni

Forsiden lige nu

Annonce

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, der udkommer alle hverdage kl. 06:00

Ved tilmelding bekræfter du , at du har læst vores privatlivspolitik og brugsbetingelser.